Kollektion: Skall Home

Det danske mode- og livsstilsbrand Skall Studio blev grundlagt i 2014 af søstrene Julie og Marie Skall, længe før ansvarlighed blev et almindeligt ord i modebranchen. 


Historien om Skall-familien tog sin begyndelse i Nordjylland omkring 1900-tallet, hvor Julie og Maries tipoldefar og hans brødre ernærede sig ved at samle muslingeskaller på stranden og sælge dem til hønsefoder. Det var sådan, familien fik efternavnet Skall.

Mange år senere løb Skall-søstrene rundt på de samme sandstrande for at samle muslingeskaller i deres små spande. Uden at have nogen ide om, hvor meget disse skaller senere ville komme til at betyde for dem. “Alt er forbundet,” er en af søstrenes mest benyttede talemåder.

I dag er muslingeskallerne stadig en stor kilde til inspiration. Skallerne minder ikke alene søstrene om den nordjyske natur, de er vokset op i, og som betyder uendeligt meget for dem. Det minder dem også om, hvordan natur, dyr og mennesker kan drage nytte af hinanden i et simpelt cirkulært system – og om deres forfædres enkle livsstil. At lidt er nok. Værdier, som Skall-søstrene ønsker at give videre til alle, der køber Skall Studio.